Jo mere jeg så af Europas mennesker i disse år, desto grellere følte jeg modsætningen mellem blankpoleret overflade af ideer - og menneskene, der er blevet genstande, objekter for andres herskelyst. Det er en urimelighed at gøre sig tanker om kirkens stilling i disse år, hvis man ikke ser denne modsætning. Derfor indledes nærværende bog med nogle glimt fra menneskers liv rundt om i Europa.

Blandt forsøgene på kirkelig fornyelse i denne samme tid, må der skelnes mellem to slags. Der er institutioner, der samler sig om at uddanne lægfolk i kristendom og sende dem ud i samfundslivets mangfoldige opgaver. Og der er arbejdscentre, hvor man ved, at selve kristendommens form må ændres under tryk af de forhold, mennesker lever under.

Iona-kredsen i Skotland hører til disse sidstnævnte. Den giver os ingen løsning. Det er blot det sted, hvor man mest bevidst forsøger at afprøve sine tanker over for vidt forskellige områder af menneskelivet. På grund af sin dybdeboring får Iona lov at dominere i de følgende siders forsøg på at give indtryk af tankerne bag arbejdscentrenes reformation.

I øvrigt er der for danske en særlig interesse knyttet til Iona-kredsens arbejde, fordi den vil levendegøre en gammel tradition i den irsk-skotske kirke: Sammenknytningen af hverdagsliv og kristendom.

Medens romerkirken sammen med tysk kejserdømme i den tidligste middelalder bragte Europa ind under et kristendomssyn, hvor lov og magt dominerer billedet, hvor der trækkes skel mellem læg og lærd, mellem helligt og verdsligt, så levede i Irland en gammel kristendom, hvor det menneskelige og kristelige gik hånd i hånd som i den ældste kirke.

Samtidig nåede Ansgar fra Tyskland til Danmark. Men kirkehistorikere er ved at opdage, at han næppe var den, der kristnede Danmark. Han kørte fast, og efter ham er der et par hundrede blanke år i kirkehistorien. Men i dette blanke tidsrum ligger vikingetog og Jellingestenens vidnesbyrd om, at Danerne blev gjort kristne. Jellingestenens ornamenter (båndslyngningerne) viser, at den er kommet fra den irsk-skotske kirke. Kan det tænkes, at Danmarks kristendom - før tyskerne senere igen trængte frem med politisk magt - blev indpodet fra den irske kirke, hvor kristendom og håndværk gik hånd i hånd? Det er den kirke, Iona i dag henter sin inspiration fra i forsøget på at demonstrere, at kun den kristendom, der forstår mennesket, kan bringe verden hjælp.

Kommunisterne vil skabe en ny verden

Øst-Berlin 1951

”Karl Marx' lære er sand, fordi den er almægtig”.

Dette er velkomsthilsenen, skrevet med store bogstaver på rød baggrund overfor den kejtede bondedreng, der i folkepolitiets uniform skrev vore pas og data ind i sin protokol på vagtstationen i Warnemünde.

Ordene er et typisk udtryk for vor tid, der er kørt træt i ord og vil se handling. Det er resultaterne, der skal garantere, om man har ret. Verden venter på resultater – og sælger måske sin sjæl for at få dem. Sine steder i østen sælger man gerne sin sjæl for en madration – .

Karl Marx' lære er sand, fordi den er almægtig!

Så snart vi var ude af kontoret, blev de manende ord overdøvet af et par brede smil og store blomsterbuketter fra to unge, der i bil skulle bringe os til Rostock.

- Freundschaft!

Den hilsen fik vi at høre mange gange, fra morgen til aften. Man siger ikke mere Goddag. Man siger Freundschaft! Man siger heller ikke som i gamle dage Guds fred.

Medens bilen ryster hen over Nordtysklands hullede landevej, prøvede jeg endnu en gang at gøre situationen op. Men det lykkedes ikke. Alle faktorer var så overraskende, så helt anderledes placeret, end man på forhånd havde udregnet. Tilbage blev da kun at tage imod både venskab og indtryk.

Nu ved vi, at vi arbejder for os selv

Rejsens mål var Østberlin, hvor delegerede og observatører fra 35 forskellige lande skulle forberede den store ungdomsfestival i 1951. Men ved siden af arbejdsmøderne blev der draget omsorg for, at de udenlandske gæster fik mest muligt ud af besøget.

Man viser gerne frem der østpå, for man er stolt af, hvad man når. De mørke sider, vanskelighederne, taler man nødigt om, men spørges der, giver man så fyldige svar, som det kan ventes. For spørgsmål tyder jo på interesse.

Vi blev kørt ud til det store stadion, der var ved at tage form i et af Berlins arbejderkvarterer. For en måned siden var her en kæmpemæssig ruinhob, og allerede nu kunne vi se stadions halvcirkel tage form. Endnu var der 66 dage tilbage at bygge i. Man sætter sig mål, og man gennemfører dem - helst før tiden.

1200 mennesker i tre skift. Halvdelen frivillige i FDJ's blå skjorter. 350.000 m3 murbrokker som underlag.

På den modsatte kant af rundingen begynder arkitekten at forklare. Han synes ikke umiddelbart glad

ved at skulle fuldføre dette arbejde på den planlagte tid, men er urokkelig sikker på, at det skal kunne gøres.

- Vi har gjort det før. Walter Ulbricht-stadion blev bygget på 120 dage med 25.000 siddepladser. Det var sidste år, da Vestberlins myndigheder nægtede os adgang til at benytte Olympiastadion. Vi spørger ikke flere gange. Vi bygger selv.

Det er, som om vi er med ved verdens skabelse, hvad vi for så vidt også er. Det er mennesker, der vil skabe en hel verden. Der skal tro til, megen tro.

Undervejs samler der sig flere og flere omkring os. Særlig et par negre i selskabet får stort påhæng. Det er svært at rive sig løs fra dette første møde med østtyske kammerater i arbejde. Da busserne ruller af sted under sang, er der samtidig vemod i luften.

Ude på arbejdspladsen spurgte jeg en:

- Var her nu ikke samme begejstrede stemning, da I byggede i Hitler-tiden?

- Nej, lød svaret. Dengang byggede vi jo for en bestemt klasse. Nu ved vi, at vi arbejder for os selv.

Og som for at illustrere ordene, bøjede han sig ned og samlede et tabt søm op fra sandet.

Fra folket vi kommer –

Jeg besøgte arbejder- og bondefakultetet. Som en underafdeling af universitetet modtager det folk lige fra arbejdspladserne og fører dem på 2-3 år fra deres folkeskoleuddannelse frem til studentereksamen. Eleverne er i alderen 18-35 år og er som regel udvalgt af arbejderne selv. Det er et privilegium at komme ind her. På timeplanen er der fag som Tysk, historie, samfundskundskab, Russisk, matematik, kemi, fysik, biologi, geologi. Efter de tre første semestre valgfrit Engelsk eller Latin.

I dag er de ved sidste repetition af historie i ældste klasse. De er ved sidste århundredes revolutioner - først den franske: Det var en arbejderrevolution - og så den tyske: Det var en borgerrevolution. Der spørges især efter bevæggrundene bag begivenhederne. Eleverne væver, og ved bommerter hyler hele flokken af latter, men der hviler en påfaldende intens opmærksomhed over lokalet.

Man lades ikke i tvivl om, at et marxistisk syn bærer undervisningen, men den er ikke af den grund stiv eller tør. Der er et overraskende livligt og frit samarbejde mellem elever og lærere.

Om eftermiddagen elevmøde i samme klasse. Dagsorden: Hvorfor er vi gået tilbage i Russisk? Hvorfor fungerer studie-gruppen dårligt? Klassens disciplin.

Det bliver hurtigt fastslået, at tilbagegangen i Russisk ikke skyldes læreren, som virkelig anstrenger sig, bl.a. ved stadig at fortælle nyheder under lektionerne. Man burde måske have mere skriftligt arbejde? Konklusionen bliver, at studie-grupperne fungerer dårligt, og at de må reduceres til 3 medlemmer hver.

Under diskussionen bliver det bebrejdet FDJ's medlemmer i klassen, at det ikke altid er dem, der foregår de andre med et godt eksempel ...

Men tilbage står det store problem, at der spildes kostbare minutter af hver time, fordi eleverne aldrig er på plads, når klokken ringer. En foreslår, at man begynder timen om morgenen med en sang, fordi det skaber samling på foretagendet. Der protesteres, fordi det jo kun vil berøve timen endnu nogle minutter. Men minsandten, om de ikke enes om at møde to minutter før otte for fremtiden for at få sangen overstået, før det ringer ind!

De fleste elever bor på studenterhjem i nydeligt indrettede værelser. I samlingsstuen sidder vi en dag nogle stykker og snakker om undervisningen.

- Tør I kritisere de lærere, der er partimedlemmer?

- Det er ikke mindst dem, der bliver kritiseret!

Og en anden tilføjer:

- Herr Schmidt blev kritiseret skarpt, fordi han altid vævede om sine marxistiske teorier.

Eleverne får 150 mark om måneden + 50 mark til bøger. Desuden gives der børnetillæg og forskellige stipendier.

Da min blåblusede FDJ-ledsager kommer ind i stuen for at hente mig, mærkes pludselig en anelse kølighed i den kammeratlige atmosfære. Men det var måske bare indbildning ...

Den fælles vilje

Møderne er præget af endeløse beretninger fra de 35 lande. Sejrsstemning overalt, travle forberedelser. Har man problemer, tier man med dem. Dette skal være tilkendegivelse af de enige anstrengelser for at skabe en helt vellykket sommerfest. Ustandselig afbrydes talerne af klapsalver. Nævnes Sovjet ”og dets store fører, marskal Stalin”, er taleren sikker på bifald.

Jævnligt afbrydes mødet af deputationer fra arbejdspladser og ungdomsforbund - med gaver, blomster og hilsener fra dem derude, hvis vel vi til syvende og sidst arbejder for. Måske en gavnlig påmindelse.

Man klapper med, automatisk, stadigvæk. Hvorfor skabe skår i stemningen.

Her følte jeg da for første gang ideologiens magt over menneskers sind, den fælles vilje, der er så fælles og så indtaget i selve blodet, at der er ting, man simpelthen ikke forstår. Kendsgerninger er faldet på plads i et system. Skal man opnå åndelig kontakt, må man anbringe sig inden for dette system. Så længe der er mulighed for, at man vil finde derind, knyttes der oprigtige og varme venskabsbånd. Når man har sagt afgjort nej til det, har man ingen interesse længere. Da er man ladt ene ude i det store rum, hvor alt er mørke og tomhed. Som før skabelsen.

- og hjulene løber løbsk

Under selve den store sommerfest, hvor over en halv million unge mødtes 3 måneder senere, kom en kulmination af det politiske. Hvad der i dagliglivet kun viste sig i små glimt for os udefra, blev her en bølge, der måtte rive en med - eller feje en til side. Vestens og Østens propaganda mødtes i en brænding, hvor den enkelte måtte gå under.

Jeg havde set så meget ægte i den kommunistiske hverdag. Hvad var så dette? Var der en indre forbindelse og udvikling? Kun hvis begge sider af billedet kunne ses i ét perspektiv, var der mening i, hvad jeg havde oplevet. Begge sider er sande - men hvordan skal de forstås?

Der var inviteret til pressemøde med de ledende østtyske politikere i ministeriernes bygning i fornemme omgivelser. Salen var stuvende fyldt med mennesker - langt de fleste i blå skjorter. Langs væggen store projektører til de ustandselige filmoptagelser. Ind imellem flag. På tribunen et langt bord til politikere og hædersgæster.

Der filmes og klappes som til en større folkefest. Tror man, at pressemøde betyder oplysning og besvarelse af spørgsmål, må man revidere sin opfattelse. Men den halve snes vestlige journalister, der var mødt blandt disse 400 andre, holdt stædigt ved med nærgående og undertiden flabede spørgsmål. Og virkningen udeblev ikke. Mere og mere blev også dette møde til manifestation, til tilkendegivelse af folkets enige vilje.

- Hvad forstår De ved udenlandske agenter?, spørger repræsentanten for et vestligt pressebureau.

Og stedfortrædende ministerpræsident Walter Ulbricht, Østtysklands store ideologiske vejleder, svarer:

- Som agenter betragter vi dem, der af vestlige spioncentraler har fået til opgave at ødelægge vor femårs-plan, folk, der organiseret begår forbrydelser. Vi vil ubarmhjertigt tilintetgøre disse folk. Mine herrer, send ingen agenter, så spærrer vi heller ingen inde!

Walter Ulbricht fortsatte med at skildre de overgreb bl.a. mod unge, der ville til festival, der i disse dage fandt sted fra vestlig side, og sluttede:

- Alt dette styrker vort folks vilje til at gøre op med disse banditter i Vesttyskland. Vi vil svare med at forstærke fredsbevægelsen med alle midler!

Dagen efter demonstrerede 1 million unge på Marx-Engels-platz for freden. Med ti-tyve mands front marcherede de over pladsen fra kl. otte morgen til kl. fire eftermiddag. Uafbrudt gik, løb, travede de. Og dette var uden al tvivl unge, der kun ønskede fred og ønskede at vise de mange veje, ad hvilke de arbejdede for freden. Sport, værksteder, foreninger, alle arter af påklædning. Her var de unge, som politikerne havde givet deres største chancer. Ikke for ingen ting er den første væsentlige lovgivning i Østtyskland lovforslag om bedre forhold for ungdommens uddannelse og fritidsliv.

Her mødtes den ungdom, hvis ønske og hvis behov var fred.

Havde så blot ikke politikeren Walter Ulbricht dagen før i Haus der Ministerien hamret sin knyttede hånd i talerstolen som en rasende understregning:

- Wir wollen ohne Barmherzigkeit die Feinde des Volkes vernichten.

Kun et menneske

Vi besøgte en dag en fabrik, bekendt for sin fornemme maskinproduktion. Vi hørte om de store vanskeligheder ved at bygge den op fra ruiner, og igen fik man følelsen af at være med til verdens skabelse.

Vi spurgte om alt, særlig arbejdsløn og socialforsorg havde vor interesse. Der var middage i kantinen til 40-60 Pfennig, der var skattelettelser som præmie til de bedste arbejdere, der var løntillæg på 3-5 mark i timen.

Men da den nysgerrige udlænding begyndte at spørge arbejderne selv, lykkedes det ham trods alle anstrengelser ikke at komme højere end til 2,80 mark plus tillæg.

I gården arbejdede en flok kvinder, ikke noget usædvanligt syn i en kommunistisk stat. De flyttede mursten, fra hånd til hånd vandrede stenene gennem deres kæde. Jeg spurgte en af dem om hendes løn:

- 50 pfennig. Und noch dazu gezwungen.

Man står så tomhændet. Man kan bare se på hende: Det må være vanskeligt at magte, hvis man skal være husmor samtidig!

Og et varmt håndtryk må sige det, ord ikke kan udrette ...

Det var bare et enkelt menneske. Men i en lille episode afspejles et helt samfunds tragedie: Hvad gavner det, om I vinder hele verden, men tager skade på jeres sjæl?

Hvad gavner det, om I arbejder aldrig så ihærdigt på at skabe en ny verden, hvis der er aldrig så få iblandt jer, der ikke får menneskets rettigheder?

Kun den, for hvem også modstanderen er et medmenneske, vil kunne vinde alt.

Men det har politikeren ikke råd til. For ham må mennesker være inddelt i dem, der er med ham - og de andre. Han er tynget af ansvar, fordi han kun har sig selv at stole på.

Hvad hjælper det så, at overfladen er aldrig så fint poleret, begejstringen aldrig så stor, troen og dogmatikken aldrig så fint i orden - hvis man glemmer, at også modstanderen er et menneske.

Kristus bygger huse

Vesttyskland 1948

Det var måske hellere menneskene i Vesttyskland, De ville høre om?

Også der hamrer industrien. Besøg folkevognsfabrikkerne. Se på genopbygningen af ruinbyen Essen. Hør stoltheden i ordene, når lederne af de ødelagte Kruppfabrikker erklærer: Vi kommer igen! - og vasker deres hænder med hensyn til arbejdernes sociale forhold, når blot man giver de højeste lønninger.

”Vi kommer igen!”, hamrer maskinerne.

Min vært i Essen, en jævn og venlig malermester, talte tillidsfuldt om alt, hvad gamle Krupp havde gjort for sine medarbejdere. Ja, selv kirker havde han bygget. Da jeg spurgte, om det da ikke var våben-fabrikation, Krupp tjente sine penge på, lød svaret:

- Joh, - men Krupp var da en kristen mand!

Vestens halvhed - sat overfor Østens ensidighed.

Heksekedlens overflade er størknet. Tyskland er ved at finde sin hverdag i 1948. Men i dybden mærkes folkevandringens efterdønninger endnu. Lad så dagens overflade være aldrig så kejtet, naturlig, så vil dog den næste nat atter afsløre sårenes dybde.

Gå med ud i ruindistrikterne, hvor unge skjuler sig som dyr i kældrene for om natten at gå ”på forretning”. Eller gå med ud i flygtningelejrene, disse enklaver, man forsøger at glemme - åh, nej, dem lader vi myndighederne sørge for. Men så gå da med ned i banegårdens bunkers, hvor vragstumperne finder nogle få timers ro, indtil de atter får en dag at flyde rundt i - i venten på den tid, ”hvor vi atter ved hvorhen”, som en sagde.

I tilflugtsrummene under Hannovers banegård var folkevandringens ofre stuvet sammen i årene lige efter krigen - selv på trappen ned kunne man knapt få plads til en fod. Nu er her kun nogle hundrede mennesker hver nat. I aftenens løb kommer de tøflende ned med deres byrder, med børn eller med ingenting, og for 30 pfennig låner de en spiralfjederbund og et tæppe.

Vi følger den vagthavende diakonisse ind i hendes rum bag mændenes sovesale - der, allerdybest nede i jorden, under ventilationsmaskinernes kraftige brummen sover kvinder og børn. Det er et mekaniseret helvede for den, der ikke behøver at blive her. Som dybt i bugen af en damper på vej ud i uvisheden. Man stjæler søvnen. Et barn hænger i dyb søvn med åben mund og et ben dinglende ud over stålsengens kant. På to sammenstillede bænke ligger en mor med sin lille trykket op til sig.

Natten går kun langsomt.

Denne kælder blev for mig det stærkeste indtryk af Europas tragedie. Her var ikke engang noget at slås imod. Ingen havde brug for en, selv i en verden, der skreg efter at blive sat i lave. Det var bare håbløst.

Kælderen var en sjælelig oplevelse. Bagefter bliver man aldrig mere den, man var. Man må dirre af utålmodighed, til en udvej er fundet. Natlige mareridt om koncentrationslejrene blev afløst af drømmen om kælderen med de sovende mødre.

Og der, i dybden, er Europas situation ens overalt. I Østens forfølgelsesvanvid, i Vestens sløvhed, i industrikvarterets rådvildhed, i selvmordstankerne på Langelinies bolværk - overalt er det mennesker, der ikke mere får lov at være mennesker, fordi alle vil ”frelse” dem med magt, med ideer, med selvglæde.

Lad os følges ned under perron 5 på Hamburgs banegård, hvor en lille firskåren, blidt udseende herre med guldbriller og skarpe talegaver har ungdoms-bunkeren i sin varetægt. Herned sendes de unge, der findes af banegårdsmission, politi eller børneværn. Men i Hamburg er der kun penge til forsorg for dem, der er under 18 år. De andre må næste dag fortsætte deres omstrejfen, til de en dag finder arbejde eller kommer i konflikt med politiet. Så bliver der sørget for dem.

Vagten tager os med en tur i ruinområdet, hvor de unge holder til. Blandt grusdyngerne rejser enkelte forrevne bygninger sig som magtesløse vogtere. Ind mellem ruinerne kommer ingen med lovligt ærinde på grund af den stadige fare for sammenstyrtning.

Ved en lille sidevej ind mellem ruindyngerne standser den guldbrillede og løfter op i en lyskasses låg:

- Forleden aften så jeg røg komme ud af det kakkelovnsrør der og lys gennem revnerne op fra kælderen. Jeg havde tidligere lagt mærke til, at der vist boede nogle. Så hentede jeg en betjent, og vi kravlede ned. Der sad to piger og en dreng ved et bord. Under en bunke pjalter lå en anden dreng splitternøgen uden at pigernes tilstedeværelse gjorde indtryk på ham. Den ene af pigerne var 15 år, den anden var professionel med kort fra sædelighedspolitiet. Drengene var under 18 år. Så lod vi den professionelle blive tilbage og tog de andre med.

Han pegede over mod husrækken på den anden side af hovedgaden, idet vi gik tilbage mod byen:

- Der sover også en del derovre i øverste etage. Beboerne af huset siger ikke noget for at undgå vrøvl.

Vi går tilbage mellem dyngerne, der tavse prøver at skjule de flisebeklædte vægstumper, der hist og her skinner frem som en påmindelse om, hvad her var for 10 år siden. En tilfældig gadelygte midt i det hele understreger det kulisseagtige, verdensfjerne.

Det er ikke virkelighed, dette her. Det er et makabert teater, hvor jagten gælder mennesker, der har glemt at være mennesker.

Grund under fødderne

Det var det herligste forårsvejr, da jeg steg af toget i Vilbel lidt nord for Frankfurt. Bussen var lige kørt, så jeg fik en spadseretur, der gav mig god lejlighed til at se byen, småtrist og rodet, som den var. Folk så tillukkede og lidt gnavne ud. Hvad skulle de også være glade for? Stod de foran et butiksvindue, var det, som om de mest ærgrede sig over, at de ikke havde råd til at købe det, der lå i det.

På den anden side af byen gik det op ad bakke, gennem en allé snoede vejen sig, og her på højden åbnede sig et ganske andet syn - flygtningebyen Heilsberg.

Det var umuligt ikke at bemærke forskellen fra byen nedenunder i dens småborgerlige surhed. Og tænkte jeg tilbage på Hamburg og storbyens vraggods, var forskellen ufattelig.

Mennesker havde travlt! Virkelig gammeldags travlt. De slæbte tømmer, de murede, de legede og opførte sig, som jeg endnu knapt havde set nogen i Tyskland.

De havde et mål.

Flygtningebyerne er grundlagt af kirkens hjælpearbejde efter det princip, at mennesker må være fælles om at bygge hinandens huse, indtil de gennem arbejdsindsats selv har tjent sig frem til et. Indtil da bor de i barakker - men med bedre udsigter end i landets øvrige flygtningebarakker.

I Heilsberg er pastor Adolf Freudenberg, en lang, men tæt og målbevidst skikkelse, indsat som borgmester, en dobbeltstilling, der skal symbolisere, at her bygges ikke bare by, men også menighed. Og hele byens liv er knyttet så nær sammen med kirkens, at de to virkelig er ét.

Når to geder ankommer som gave til byen, bliver de modtaget af præsten på begge embeders vegne. Når et hus er færdigt, samles alle byens indbyggere, hvorpå præsten ved en lille ceremoni overlader huset i de nye beboeres varetægt.

På vejen gennem byens gader sammen med præsten mærker man stærkt det fællesskab, her er skabt. Han er medlem af deres familie og ustandselig må vi standse op for at drøfte grundmuren hos Peters, den lille Uno, der ligger syg hos Hahns og gamle frau Schmidt, der har en slem gigt. Tænk, at der atter efter års flygtningekår er nogen, der spørger oprigtigt til frau Schmidts gigt!

Hos gartneren er der netop ankommet frugttræer: To æbletræer og et blommetræ til hver familie. Sejrsstolte ses de her og der smutte ned fra gaden til husene med træer over skulderen. Borgmesteren får sit med!

Ved middagsbordet hos præsten mærker vi igen familiefølelsen - alle i byen er et personligt anliggende for ham og hans.

Heilsberg vil sige noget om fællesskab. Man vil gøre det håndgribeligt. Når flygtningene kommer østfra uden hjem, løsrevet som vragstumper fra alt fast, så vil man fylde dette tomrum ved at modtage dem i et levende fællesskab, hvor de straks er på lige fod og under lige vilkår med andre: ”Mennesker, der har mistet alt, kan man ikke længere overbevise om en ide eller om nødvendigheden af de bånd, der binder en i et normalt samfundsliv”, siger man i Heilsberg, ”sådan noget er latterligt! Det er latterligt, hvis man vil fremtrylle de tabte bånd gennem diskussioner eller foredrag. Ved Hilfswerk har vi aldrig troet meget på forsøg på gennem såkaldt oplysning eller gennem tom trøst og stortalende kamp for deres interesser at hjælpe de hjemløse overfor de magtesløse myndigheder. Vi har i stedet lejet betonblandemaskiner og har skaffet materialer og er begyndt for i al stilhed at rejse et tegn, der så igen kan blive forstået af utallige: Hold fast ved håbet, Gud lever endnu.”

Ude i græsplænen har påskeliljerne foldet sig ud, medens forårssolen står stærkt ned over de få gamle krogede frugttræer.

- Vi vil vise dem, at Kristus kan bygge huse, siger pastor Freudenberg.

Og en tung flyvemaskine duver larmende hen over den gamle forrevne eksercerplads, som hans levende by er i færd med at erobre.

Iona skal blive, hvad det var

Af alle engelske snavsede industribyer er jeg ved at tro, at Glasgow er den værste. Slaggedyngerne vokser bogstavelig talt ind mellem husene, medens kulstøvet samler sig i beboernes lunger. Kantet, kold, snavset - men levende af hamrende, arbejdende industri.

Under krisen i begyndelsen af trediverne var det anderledes. Skibsværfterne standsede lidt efter lidt. Hungertiden kom med arbejdsløsheden. Når spisetiden nærmede sig, var der mange familiefædre, der fik travlt med ”lige at slå et slag på gaden” - for ikke at tynge de alt for små rationer med deres nærværelse.

I et af de hårdest ramte distrikter var George MacLeod præst, en samvittighedsfuld og praktisk anlagt præst tilmed. Og alligevel følte han mere og mere, at han kom til kort.

Han fortæller selv:

- Der blev ofte prædiket ude på gadehjørnet. En dag kom en mand med et voldsomt udfald mod kirken, og pludselig følte jeg, at han talte Guds ord. Og at jeg ikke havde gjort det. Jeg havde kun talt ord. Hvad han sagde var i realiteten det samme som Esajas: ”Bryd dit brød med de sultne, bring de hjemløse stakler i hus, klæd den nøgne, du ser, nægt ikke at hjælpe dine landsmænd”. Kort sagt: Få religion blandet ind i livet, før sker der ingen vækkelse.

Der gik fjorten dage. Midt om natten blev jeg bedt om at komme til et hospital et par kilometer borte. En vis Archie Gray ønskede at tale med mig. Jeg kendte ikke navnet. Det viste sig at være min bitre broder fra gadehjørnet. Han var i færd med at dø - af sult - i Glasgow 1935.

Han havde sendt bud, fordi han bare ønskede, jeg skulle forstå, hvorfor han havde været bitter:

- Det er ikke, at kirken taler vrøvl, Dr. MacLeod, kirken taler jo sandhed ... men I tager det ikke alvorligt!

Jeg fandt ud af, at Archie Gray var 25 år og ugift. Han havde brugt lige så lang tid på at lære sit håndværk, som jeg mit. Han var gået hjemmefra, fordi alle hjemme var arbejdsløse, og han mente, at han spiste mere end sin ration.

Vi rejste et minde for Archie Gray. Det var ingen mindeplade, men en mølle på landet, hvor de arbejdsløses børn kunne sendes på weekend. Møllen lå i ruiner, men vi fik de arbejdsløse til at hjælpe med at genopbygge den. Protestanter, katolikker, vantro, alle kom for at give en hånd med.

Da vi præster smed jakken for at arbejde sammen med disse håndværkere, lærte jeg to ting: Først at industriens folk ikke har brug for kirken. De er hverken blasfemiske eller respektløse - de har bare simpelthen ingen brug for den - fordi den hovedsagelig er for de folk, der er reddet i land. Det andet, jeg lærte, er, at man får en anden slags samtale, når man smider jakken sammen, end når man sidder rundt om et bord i nystivede skjorter med en lang dagsorden foran sig. Vi får først balance, når vi får religion og liv blandet sammen igen - hverdag og søndag, legeme og sjæl.”

Det begyndte med et oprør på Irland

Her mødtes George MacLeod og hans åndsfrænde, munken Columba, der 1400 år tidligere havde arbejdet for en kristendom netop af denne slags.

Columba var født omkring år 521 i en afsides krog af Irland. Hans fødsel var forudsagt år i forvejen: ”Han vil blive vismand, profet og digter, en kærlighedsfuld lampe, ren og klar, uden svig”. Columba var af kongeslægt med arveret til Irlands krone, men han blev i klosterskolen og forlod den først som ordineret præst, selv om han hele livet igennem var meget aktiv i sin tids politiske forhold.

Irlands kirke var ung, men havde på den tid en betydelig plads som centrum for missionsvirksomheden i Nordeuropa. Ydermere var Irland blevet hovedsted for det syn på kristendom, som havde præget oldkirken, men efterhånden blev trængt bort af romerkirkens forsøg på at udtrykke kristendom som et retssystem og magtvæsen. I den irske kirke trivedes længe den kristendom, der levede af et nært forhold mellem folketro og kristendom, mellem hverdagsliv og kirke.

Allerede en af de første rejsende missionærer, der kom til England, St. Ninnian, havde fra Martin af Tours medført den tradition, at de, der skulle rejse kristne kolonier, blev udsendt i hold, som bestod af to tømrere, to murere, to fiskere, to landmænd, en lærer, en musikant - og to præster. Kristent liv skulle bygges af alle livets bestanddele. Ninnians kloster ved Skotlands sydgrænse var det første universitet på de kanter. Derfra hentede de irske munke lærdom og tanken om klosteret som et praktisk eksempel på udholdenhed og flid, hvor arbejde og bøn gik hånd i hånd.

Efter et politisk opgør på Irland besluttede Columba at drage nordpå for at søge nye opgaver i missionsarbejdet. I maj måned 563 brød han op for at rejse så langt nordpå, at Irland var ude af sigte. Flere gange gik han i land på øer undervejs, men hjemlandet kunne skimtes, lige til han nåede Iona. Intet var at se på den sydlige horisont, så her steg Columba og hans 12 ledsagere i land, og som tegn på deres vilje til kun at gå fremad, begravede de deres lille spinkle båd på stranden. Det var pinsedags aften.

Iona var allerede fra ældste tid ”et stykke trækpapir mellem himmel og jord”, som det er blevet sagt om denne lille stump grønne klippeø i Atlanterhavet. Dens klippegrund har rejst sig over havet, før der var liv på jorden. Og fra den første folketros tid har øen været helligsted og kongegrav. Således også, da Columba var landet og fra øens sydende så ud over dens høje og enge.

Det passede godt med missionærernes sædvane i de tider, at man gik til centrum først. Missionærernes møde med druidernes troldmænd - og dermed kongens stilling over for dem - blev ofte afgjort af, hvem af parterne der rådede over de stærkeste skjulte kræfter. Intet under, at mirakeltroen kom til at blomstre, også omkring missionærerne. Når druiderne lagde tåge og mørke over egnen, måtte missionærerne splitte den. Når de rejste storm for at kuldsejle missionærens båd, måtte han være i stand til at vende den til medvind. Men kernen i denne blomstrende folketro var, at man levede i et univers, der var mere end det materielle.

På denne baggrund begyndte Columba sit missionsarbejde, der kom til at strække sig helt til Island og langt ned i Tyskland.

Klosterliv var hverdagsarbejde

Columba omtaler altid sit lille samfund som ”familien”. Men det var en familie med udadrettet sigte, ikke munke i vor forstand, men snarere et fællesskab af rejsende. Medens de ældste arbejdede med oversættelse af bibelske skrifter og forskning af deres indhold, og de yngste holdt dagliglivet i gang, var der altid en del af de øvrige på rejse. Med dags varsel kunne Columba sende dem til fjerne egne - Island, Skotland, helt ned til Østrig har man fundet deres spor. Hvor de så var, fulgte Columbas tanker og bøn dem. Han følte meget ofte, når de var i fare og samlede da de tilbageblevne til fælles bøn.

Et andet særkende for familien var dens gæstfrihed. Fra konger til fredløse, der flygtede for vold eller for retfærdighedens arm, kunne de være visse på at finde ly, trøst - eller den straf, abbeden udmålte som bod for en ugerning. Visse munke havde som deres specielle opgave at sørge for gæsternes ve og vel. Straks når en var landet, blev han ført til kirken for der at takke for sin fuldførte rejse og derfra til gæstehjemmet, hvor Columba selv eller en af munkene vaskede gæstens fødder. Og gæstfrihedens love brød alle andre - kom f.eks. en gæst på fastedagen, blev fasten straks afbrudt.

I øvrigt samlede klosterlivet sig om bøn, tjeneste og opøvelse i selvfornægtelse. Det udgjorde i fuldeste forstand en opdragelse til tjeneste.

Således levede Columba med sine brødre, hjemme eller på rejse, medens hans ry fløj vidt omkring.

Den 9. juni 597 vidste han, at hans opbrud fra denne verden var nær, og da midnatsbønnens tid kom, ilede han forud for alle brødrene til kirken, hvor han udåndede foran alteret under velsignelse af familien.

Men hans arbejde fortsatte.

Indtil vikingerne skabte stormfulde år for klosteret. I 794 hærgede danske vikinger, fulgt af nordmænd og andre. I 806 myrdede danskerne 68 munke i Martyr's Bay. I 825 myrdede de klosterets abbed foran alteret.

Det siges, at blodsudgydelsen fra dansk side var så grusom på grund af, hvad de selv havde måttet lide for Karl den Stores hånd. Men i øvrigt var Iona kun et forbigående hvilested i deres søgen efter land. Siden hen var øen et hundrede år under norsk herredømme, og 8 norske konger siges at være begravet her på den hellige ø.

Roms kirkeskik trængte sig ind på den irske kirke, den vandt overhånd, og i 1204 forlod de sidste munke af Columbas tradition øen. Den blev overtaget af Benediktinerne, som byggede de klosterbygninger, hvis ruiner har stået indtil vor tid.

Før sin død havde Columba profeteret i et digt:

Iona mit hjerte,

Iona min kærlighed,

i stedet for munkes stemmer

skal høres kvægets brølen;

men før verdens ende kommer,

skal Iona blive, hvad det var.

Fortids minde fremtid føder

Stilheden havde bredt sig over Iona. Mågens skrig lød over det lille fiskerleje, medens fårenes brægen gav genlyd i de halvt sammenstyrtede mure af domkirken. Nogle få fremmede havde lært at sætte pris på den stille idyl på den gamle, hellige ø, der var gemt uden for alfarvej.

Lige før århundredskiftet henvendte ledende katolikker sig til ejeren af Iona, hertugen af Argyll. Man bød ham en svimlende pengesum for øen, som man agtede at gøre til et samlingspunkt for Nordeuropa, som Lourdes er blevet det for syd.

Hertugen sagde nej. Hvorefter han forærede domkirken til den skotske protestantiske kirke med den ene bestemmelse heftet ved, at den skulle være åben til gudstjeneste for alle kirkesamfund efter deres egne former.

I begyndelsen af vort århundrede kom den gamle domkirke så under tag. Og Iona lå atter stille hen.

Men så mødtes trådene. I en tid, hvor ingen tør tænke på klosterliv, hvor de fleste har glemt, hvad kristendom oprindelig er, hvor verden er i en sydende brænding af maskiners larm og politikeres vrede råb - da begynder igen noget at gro på Iona, ikke en ny kristendom, men en ægte kristendom.

Efter sine oplevelser i Glasgows hungerår havde George MacLeod i maj 1938 skrevet en avisartikel, hvor han viste hen til Ionas tradition som noget af betydning også for vor tid. Artiklen forårsagede tusinde forespørgsler. Og i juni samme år steg en udvalgt lille flok i land på øen: fire præster, fire studenter, en arkitekt, en læge, en kok, en sekretær og syv håndværkere: ”Ud af os individualister skulle - ofte under dårlige materielle forhold - vokse et fællesskab”, skrev MacLeod.

Fællesskab ...

Det blev kernen i Iona-eksperimentet. Ikke det fællesskab, der bindes sammen i et indelukket klosterliv, men et fællesskab, der føler sig sendt ud på arbejde for at gengive verden forståelse af, hvad ægte liv er.

Foreløbig truede verdenskrigen med at bremse alle eksperimenter. Ganske vist havde det skotske kirkemøde i 1939 anbefalet planerne for genopbygningen af kirke og klosterbygninger, men i september samme år var medlemmerne af den lille gruppe spredt for alle vinde.

Dr. MacLeod og en håndværker var de eneste, der arbejdede stadigt i de lange krigsår. ”Utopi”, sagde man om det byggeri.

Men der var en kreds af ”venner af Iona-kredsen”. Den holdt ved, ja den voksede sig stor under krigen. Og i disse stille år blev der alligevel gjort forberedelser.

Hvorfra få træ til loft i biblioteket? En dag mistede et skib langt ude i Atlanterhavet sin værdifulde dækslast af tømmer. Ad mærkelige, krogede veje førte strømmen det ind mellem Skotlands øer og kastede det af på strandbredden mellem skærene lige inden for Iona, overfor kirken. Det blev overladt til MacLeod. Og da det kom helt i hus, viste det sig, at tømmeret passede nøjagtigt i størrelse!

Og nordmændenes bidrag: De havde brændt spisesalen i det 9. århundrede - tre gange endda. I 1947 samledes med biskop Berggravs hjælp 7 norske tømmerhandlere om at sende norsk tømmer til spisesalens tag - som tak for sømandshjælpen under krigen.

Det islandske selskab i London sendte en stor pengesum som tak for den missionær fra Iona, der i 9. århundrede kom til Island.

Og vi kan så spekulere videre over, om danskerne vil levere arbejdskraft eller hvad …

- Jeg var forfærdet over omfanget af interessen, bemærkede MacLeod en dag. Tydeligt nok var mennesker ikke interesserede i snak, snak. Min bøn og mit håb er ikke, at vi skal svulme op til bevægelse. Vi vil blot genopleve, hvad det er, biblen går ud på. Intet menneske har verdsligt arbejde. Hver mands arbejde er et kald, et arbejde, hvortil han kaldes af Gud, om han så er læge, sagfører, købmand eller skibsværftsarbejder.

Det er denne søgen efter livets helhed, der er udgangspunktet for Iona-kredsen. Ved at bringe håndværkere og præster, kristendom og legemligt arbejde i stue sammen, vil man finde frem til udtryk for, at kristendom og dagligliv kommer hinanden ved, at kristendom ikke er en sfære hævet over andre, men levende i dem.

MacLeods tro begynder med inkarnationen: Dette, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Han viser denne tros oprindelse i det gamle jødefolk, og han viser kirkens afsporing, fordi man forlod denne grundsandhed.

En anden sagde om George MacLeod: ”Hvad er så hans syn? Det er synet af en kirke åben for alle og optaget af alle de almindelige behov, mennesker har. Det er let nok at sige, at vi alle deler det syn. Men hvad, han holder fast ved at ville, er at tage første skridt for at gøre synet til virkelighed. - Hvis kirken skal hjælpe mennesker i deres almindelige liv, så må kristne ikke blot fremsætte politiske erklæringer, men de må ind i politiske partier. Undertiden ønsker folk, at MacLeod ville gå lidt hurtigere frem. Men langsomheden skyldes hans frygt for, at kristne, i stedet for at tage det første skridt, faktisk begynder at tale om det andet.”

Dagligliv på Iona

Fra den vippende kystdamper King George ser man Ionas domkirke hæve sig ud af regntågen som en lille firkantet knop i terrænet. Med fløjtende rigning gynger damperen gennem et stormbælte af frisk Atlanterhavsvind; så snart vi er i læ af øen, undres man over den trygge fred, den hviler i, grøn, med bløde danske højdedrag. Men nedenunder er klippegrunden, der i syd og nord rejser sig utilgængeligt stejlt op af havet. I nord ligger højden Dun-I, der når op til 100 meter over havet, i syd ligger nogle sumpede højdedrag med mange vandløb skjult forræderisk i græsset, velegnet til at skaffe en våde og plørede ben, når man søger til bugten, hvor Columba landede for 1400 år siden.

Et par hundrede faste beboere lever hovedsageligt af det magre agerland, der skærmes af højderne, suppleret med lidt fiskeri og indtægten fra sommerens turister.

For århundreders stilhed er brudt. Hver sommer giver øen plads for Iona-kredsens arbejde ved domkirken og hele det liv, som følger dermed.

I landsbyen og ved øens nordspids holder ungdomslejrene til, fyldt med unge fra alle kanter af Skotland. ”Hvad vil I dog med sommerferie så langt væk, på sådan et mærkeligt øde sted”, spørger kammeraterne. Og det er svært at svare, for Iona må jo opleves. Øen er som en magnet, der trækker nye og gamle venner til sig.

For en nyankommen er alt uoverskueligt. Vi landsættes i både fra damperen, og på molen hersker det røre, der altid kendetegner damperens ankomst til afsides byer. Gods og passagerer udskiftes. Turister landsættes for på en halv time at se domkirken. Selv står man ene og forladt i virvaret.

Men vel bjerget ind i Community-House derude på marken ved domkirken begynder man straks at føle fællesskabet i den sluttede kreds, der bor herude i stilheden på øens hædersplads. Det er et fællesskab, der skal prøves til det yderste for dem, der skal bo her hele tre måneder igennem, uden kone og kæreste, uden forlystelser, i et dagliglivs sejge rytme. Går det ikke, siger MacLeod, plejer mænd at blive sindssyge eller slå sig på drik. Og han tilføjer tørt: Her er ingen kro på øen.

Vi er gæster - kan rejse, når vi vil. På de vilkår kommer man som fremmed aldrig til at sanse mere end en brøkdel af, hvad der er Iona-kredsens mening og hensigt.

En kreds på vej

Kredsen tæller i dag ca. 70 medlemmer, hvoraf en halv snes er håndværkere. I sommerens første uge er de fleste af dem samlet til Community-week uden fremmede: Først arbejdes der tre dage, så er der tavshed til eftertanke tre dage - og derpå diskuterer man i fire dage fælles anliggender.

Resten af sommeren er her kun en halv snes medlemmer af gangen foruden en snes gæster fra alle egne af jordkloden, flest vel dog fra det store forbund af præster, der er tilknyttet Iona-kredsen, men ikke som medlemmer vil gå ind under dens disciplin. For at blive fuldt medlem skal man arbejde to hele somre på øen, i to år lade sig ansætte i forsøgsarbejde i et almindeligt sogn og siden efter - hvis man vil regnes for medlem videre frem - holde sammen i et vist økonomisk fællesskab og om et fast andagtsliv.

Kredsen har sin oprindelse i klostertanken, som ungkarlen MacLeod så den for sig. Med det moderne samfund som baggrund og virkeplads drømte han om et midlertidigt klosterliv, hvor tiden på gammel vis var delt ligeligt mellem andagt, studium og håndværk (klosterets genopførelse).

Sjældent bliver en mands første drømme virkeliggjort, og Iona lever nu mærkbart i en stærk spænding mellem MacLeods gamle drøm og de unge medlemmers voksende egen oplevelse af, hvad samfundslivet kræver af dem. Man begynder at føle det som en mangel, at medlemmernes hustruer ikke har deres faste plads i arbejdet. Man begynder at ane, at den livets helhed, Iona skal udtrykke, må omfatte mere end håndværk: Også moderne kunst, ungdommens liv etc. må finde plads omkring kirkebygningen. Iona-kredsen er begyndt på én mands marchordre. Den bliver mere og mere et mødested, hvor meget forskellige synspunkter kommer udefra og mødes.

Iona er på vej i dag til en uvis fremtid. Kredsen skal nok holde til brydningerne, medens den bliver voksen. Og holder den, vil Iona langt fremover for mennesker fra mange lande blive et mødested, hvor de har fundet deres egen kirke, fordi de selv var med til at bygge den - om den mødes de, og fra den sendes de atter ud.

Iona er blevet, hvad det var.

Dagens rytme

Også på Iona har man gjort den geniale opdagelse, at konferencer ikke må tynges ned af et overlæsset foredragsprogram. Nok har hver uge sit emne, men foredragsholderen er med sit program henvist til én aftentime hver dag. Det kommer der måske ikke megen diskussion ud af, men de bedste diskussioner foregår her - som alle andre steder - på sovesal, i vaskerum og ved kartoffelskrælning. Her har vi taget konsekvensen af den opdagelse.

Hveranden dag er så i øvrigt studiedag med lidt bibelstudium eller andet. Her har Iona-kredsen måttet se nogle drømme bryde sammen ved at opleve, hvor overordentlig vanskeligt det er at gennemføre et fælles bibelstudium med både præster og håndværkere - udtryksmåden er så forskellig, problemerne så helt anderledes.

Men på arbejdspladsen knyttes båndene igen. Her er man på lige fod. Vinteren igennem pusler et par håndværkere med byggeriet, medens større planer må gennemføres om sommeren - afhængigt af penge, materialer o.s.v. Gæster, der ønsker at deltage i arbejdet, må tage til takke med at fungere som ufaglærte ved oprydning, havearbejde o.s.v., medens kredsens egne præster får lejlighed til at sætte sig ind i håndværkets mysterier.

Det er, som vi kender livet fra enhver arbejdslejr. Man går i gang - kommer i samtale - og sætter sig så ned for at koncentrere sig om samtalen. Men takket være håndværkerne, der ikke har slet så stor tilbøjelighed til at fortabe sig i spekulationer, skrider byggeriet støt og langsomt frem.

Og så arbejdes der på at få hele denne rytme omgivet af gudstjenestens møde med det usynlige. Set udefra er det hele kun en løs sammensætning af daglige gudstjenester, arbejde og diskussion. Men den, der formår at finde ind i den dybere rytme, vil føle, at der under denne overflade søges målbevidst af mennesker, der ved at optage alle tre dele i sig vil forene dem og en skønne dag give dem udtryk i en livsholdning, hvor gudstjeneste og hverdagsliv virkelig er blevet ét.

Iona er ikke blot et forsøg på at knytte mennesker sammen i fællesskab. Det er også en sej kamp for at knytte jord og himmel sammen i fællesskab igen.

Tjeneste for Gud

I porte løft op jeres hoveder,

I døre som holder bestandigt

løft jer,

at ærens konge må komme.

Under sangens vældige feststemning kommer processionen af præster og håndværkere op gennem kirken med brød og vin til nadveren. Glas med vin og bakker med stykker af almindeligt brød og sidst tre hele brød: Det er hverdagen, der kommer ind i kirken for at signes der. Man mindes kraftigt om, at nadver på godt dansk betyder aftensmad.

Men hvem er så ærens konge?

Den vældige herre er han,

netop den selvsamme herre,

som er stor i magt og stærk i kamp.

Sangen lyder så brusende stærkt fra de unge, at man virkelig føler taget løfte sig for at give plads for en himmelsk herlighed. Der er fest i kirken. Nadveren er gjort til ugens lykkeligste begivenhed og er rykket ind på den plads, hvor de gamle havde den som udtryk for deres fællesskab med Ham, deres taksigelse, deres fællesskab med hinanden.

MacLeod prædiker hårdt, stødvis, på en så pågående måde, at man må følge med: ”Snæver er den port – ”. Som på en bjergryg bevæger vi os fremad. Det er ikke mere nok med de gamle tiders må-ikke. Nu hedder det du skal! Du skal skaffe huse, du skal skaffe mad til Sydøstasien. Men det må ikke løbe løbsk for os, så vi bare dyrker tom aktivitet. Løsningen hedder: Fællesskab, fælles måltid. Så enkelt, så svært er det. Vi må blive ét i Kristus og knytte fællesskab med andre.

Den høje, urolige skikkelse, der på kirkegulvet i hjørnet mellem korsarmene, fylder kirken med intensitet. Han er vant til at tale, og ingen slipper udenom. Han holder os fast, hensynsløst, hårdt. Men samler os i et fællesskab.

Siden står præsten bag alteret og ser ud over kirken som husfader for hele menigheden, medens han deler det første stykke brød ud til sine hjælpere. De er i mørkt tøj alle, men med blå arbejdsskjorte. Derefter bringer de brød og vin videre til menigheden, og fra hånd til hånd rækker vi det ned gennem kirken: Ét stort bordfællesskab.

Atter samles resten af brød og vin på alteret, hvor de tre hele brød venter, og processionen går igen ud af kirken til værkstedet, hvorfra alle øens lejre og frokostborde får et brød - den signede hverdag kommer til alle.

Opløftet er portenes malm,

bommen af jern tages fra.

Se ærens konge kommer.

Korset har vundet marken.

Der kan være mange sproglige udtryk og enkeltheder, man ikke bryder sig om i denne ægte, gamle gudstjenesteform, der bliver levende igen her på Iona. Men det er, som om alle enkeltheder drukner i det brus af fest og jubel, der bærer os alle med sig - opad. Det er en lovsyngende menighed, der bringer sig selv og hvad dens er frem for Gud.

Hver dag en gudstjeneste

Man glemmer aldrig lyden af de sømbeslåede hæle, der før enhver gudstjeneste på Iona traver ind over kirkegulvet fra alle sider med faste, uforsagte trin. Det er en ungdom, der ejer en kirke og tager den i besiddelse. Blandet med de spinkle toner fra pianoet midt i kirken lyder her et præludium, hvis lige ikke findes.

- Medmindre Herren bygger huset …, lyder dagligt den indledende påmindelse fra præsten ved morgengudstjenesten. Han er som vi andre i arbejdstøj.

Og svaret kommer fra alle:

- så arbejder de forgæves, der bygger på det!

- Medmindre Herren forsvarer byen …

- så våger vagten kun forgæves!

Præstens plads midt i kirken understreger, at gudstjenesten tilhører os alle. I munkestolene i koret, hvor før kun de gejstlige måtte tage plads, sidder nu tillige håndværkere og unge. Alle i kirken bindes sammen ved den vekslende tiltale og svar. Og i sangene, der næsten altid er lovsange, bærer vi sammen glæde og taksigelse opefter. Det er Columbas lille familie, der atter knyttes sammen.

I den daglige morgenbøn indflettes med navns nævnelse forbøn for en række af Iona-kredsens medlemmer, hver på hans arbejdsplads. Også her knyttes båndene. Og også således mindes vi om, at vi ikke er samlet her i kirken for vor egen opløftelses skyld, men for at forberede os til arbejde ude blandt mennesker.

Med morgen- og aftengudstjeneste skabes en ramme om dagen. Det er oprindelig søndagsgudstjenestens to halvdele, men gennemført således, at morgengudstjenesten standser efter bekendelse og hengivelse. Her midtvejs bryder vi af og går til dagens arbejde i værksted eller mark, til diskussion og foredrag, til aftenens dans og underholdning. Det hører alt sammen med i gudstjenesten. Ved dagens slutning mødes vi atter i kirken, og det hele samles omkring gudstjenestens sidste halvdel med velsignelsen over dagens gerning.

Kirken er blevet hele øens midtpunkt, fordi den har taget menneskers daglige liv til sig, anerkender det og velsigner det.

Man har ofte hørt om unge, der ikke kom i kirke, fordi de skulle til dans i forsamlingshuset. Det var på Iona, fortæller George MacLeod, vi første gang oplevede, at unge, der var til dans i forsamlingshuset, standsede, når kirkeklokken lød, for at samles i kirken til aftenbøn.

Lad os her nævne beretningen om, dengang 30 ærværdige kirkemænd travede over Mull til Iona. Der skulle være konference om kirkens enhed, hvor 10 russisk-ortodokse, 10 anglikanere og 10 fra den skotske kirke skulle deltage. MacLeod skrev til en fremtrædende ortodoks kirkemand, at det sikkert ville fremme enheden, hvis man tilbagelagde den gamle pilgrimsvej de 60 km over Mull til fods. Til hans forfærdelse blev forslaget taget alvorligt - med en tilføjelse om, at MacLeod selv måtte trave med!

Og selskabet travede som ægte pilgrimme på ømme fødder, men rystet sammen i venskab fra første færd. Om fredagen fejrede de ortodokse gudstjeneste i Jonas domkirke, om lørdagen anglikanerne og om søndagen de skotske folkekirkefolk.

Udsendelse

Torsdag aften, før de unge rejser hjem og nye ankommer, holdes den særlige udsendelsesgudstjeneste ”Act of Belief”.

Når der tales så meget om kirken som en helhed og om dens samlede pligt i samfundslivet, må det ikke overdøve, at den enkelte har et ansvar. Derfor må kirken give en mulighed for, at de enkelte ved dens alter som i gamle tider bekender sig til deres kald og hengiver sig til de opgaver, der venter:

Jeg skammer mig ikke for Herren,

ej for at forsvare hans sag,

holde hans strålende kors

og ære alle hans love.

Op til alteret kommer tyve - tredive - fyrre unge. Hver for sig finder de frem fra deres pladser og knæler i rækker fra alteret langt ned ad kirkegulvet.

Jeg ved, at sikret hos ham er

beskyttet af hans magt

alt hvad jeg overlod til ham,

indtil den store time kommer.

Efter at alle sammen med menigheden har sagt trosbekendelsen, knæler vi foran alteret i eftertanke, i bøn. Det er ikke en automatisk handling i flok, det er dannelse af et fællesskab, der om få dage kan synes at være spredt i arbejde og daglige problemer. Skulder ved skulder føler vi nu, at vi hører sammen.

Præsten kommer til hver enkelt med et bibelord.

- Jeg er vejen - for dig.

- Salige er de rene af hjertet.

- Tag mit åg på dig - og lær af mig.

Den dybe stilhed synes at suge os ind i en anden verden, hvor der kun er samhørighed.

Hver fremtid han velsigner,

som han har signet, hvad der svandt.

Han elskede os fra første tid.

Han elsker os til den sidste.

Nu er det menigheden i kirken, der synger, medens vi forlader den gennem et lille kapel.

Verden er blevet større. Den er ikke længere massiv, truende sammenpakket. Den er stor og fri og fyldt af arbejde fra Gud.

Præster i det politiske liv

En af George MacLeods yndlingshistorier var tidligere følgende:

- Der gik nogle murere og arbejdede på en kirke. Man spurgte en af dem: Hvad gør du? - og fik svaret: Jeg hugger sten. Man spurgte en anden: Hvad gør så du? - og han svarede: Jeg tjener 150 kroner om ugen. Man spurgte den tredje: Og hvad gør du? - og den tredje svarede: Jeg er med til at bygge en domkirke.

Det kan ikke nægtes, at det i nogen grad er symbolsk, at der på Iona arbejdes i fællesskab mellem præster og håndværkere. At sætte præster til noget, der kræver faglært arbejdskraft, kan nu engang ikke give iøjnefaldende resultater.

Men så meget mere bør man bemærke kredsens arbejde inde på fastlandet. Det er en generation af præster, der ud fra en fælles oplevelse er blevet sat i gang på en ny måde. Der er allerede medlemmer af kredsen, der ikke havde drømt om at blive præster, før de kom til Iona. Her så de en måde at være præst på, som de turde begive sig ind i selv.

Den måde, hvorpå Iona-kredsen tager kristen indsats i politik og hverdagsliv alvorligt, er i sandhed ikke almindelig.

- Det slog mig, sagde George MacLeod en dag foran kaminen, at Wesley i sin gamle bibeloversættelse bruger ordet ”sundhed”, hvor vi andre har oversat til ”frelse” og ”hellighed”. Ved hans opfattelse bliver hellighed noget mere end det religiøse. ”Sikken et helligt barn”, sagde folk i gamle dage, når de så en dejlig unge løbe rundt og lege.

Men er det hellighed, vil det sige, at kirken må til at tage livets helhed alvorligt. Vi må for alvor deltage i politik, økonomi og fagbevægelse. For øjeblikket er det sådan, at der i millionbyen Glasgow kun er 2000 mennesker, der beskæftiger sig med politik imellem valgene. Samtidig er der 6000, der er ansat i kirkens arbejde. Tænk, hvordan det ville se ud, hvis bare 1/3 af disse tog sig mere af de politiske spørgsmål til daglig!

Hvis i hvert fald en del præster gik aktivt ind i det politiske liv, ville det have den virkning, at andre medlemmer af kirken fik stærkere indtryk af, at også de derved kunne opfylde en kristenpligt. Vi har et sidestykke i de byer, hvor en håndfuld kristne mænd fra industrien regelmæssigt mødes for at drøfte industriens problemer. Dette sker kun på steder, hvor de føler, at deres præst er meget interesseret selv, så de på forhånd har tillid til ham.

For øjeblikket er det sådan, at man må kunne forklare, hvorfor man vil give sig af med sådan noget som politik. Det burde være omvendt.

Ikke bare andagter, men solidaritet

Overfladisk set gør Skotlands kirke indtryk af at være uhyre smidig og aktiv på det politiske område. Kirken forvalter selv en stor del af sine finanser, selv om den tillige har stor statsstøtte. Det bevirker, at den let og smidigt kan oprette stillinger og sætte mænd ind, hvor der er brug for dem. Der er f.eks. for øjeblikket ansat 330 præster direkte i den skotske industri, hvoraf ganske vist en del tillige har sognearbejde at passe.

Men netop dette forhold er en demonstration af, at det ikke er metoderne alene, der gør det. Det er utvivlsomt kun få af disse industripræster, der arbejder ud fra en følelse af solidaritet med arbejderen som arbejder. Man må regne med, at de fleste er andagtspræster, der kommer i frokostpausen og derpå går hjem igen. Og dette skyldes i overvejende grad, at de ikke er vokset op med tanken om solidaritet mellem kristent og politisk liv.

I Glasgow har Iona-kredsen i sommeren 1953 gjort første forsøg med at sende en flok teologiske studenter ud i industrivirksomheder i tre måneder. Der var intet særligt ved de studenter, de var ligeså tøvende og famlende over for de nye omgivelser, som enhver af os ville være den første tid i en fabrik. De første uger har fabrikken nyhedens interesse, men så begynder man at mærke en kende betænkelighed iblandet en heltemodig strammen-sig-op. ”Men vi kan jo gå fra det,” bemærkede en af dem, ”vi er der kun kort tid, hvor arbejderne må blive hele deres liv”.

En dag fortæller Penry Jones, der er kredsens sekretær for industrielle anliggender og ophavsmand til forsøget med studenterne, om kirkens stilling i politik:

- Husk, at alt liv er politisk, selv om der er flere planer. Man er inde i politik, om man vil eller ej. I middelalderen var man det ikke på samme direkte måde som nu, men i det tekniske samfund er vi blevet afhængige af hinanden.

Når kristne blander sig i politik, spejder de altid efter ”kristne sager”. Men vi burde komme til at indse, at alle politiske spørgsmål er kristne spørgsmål. Vi skal forstå tingenes al-hellighed. Så indvender nogle, at politik er en beskidt affære, men jeg kan forvisse Dem om, at den ikke er mere beskidt end den politik, de kirkelige partier bedriver på kirkemøderne. Forskellen er kun, at det er større spørgsmål, der brænder på i de politiske partier.

- og økonomisk fællesskab indbyrdes

Klar handling i det politiske liv er noget, man altid kan finde sympati for i dag. Men vender vi os til det indbyrdes fællesskab i Iona-kredsen, der ligger bagved, bliver det straks vanskeligt for vor vanemæssige magelighed at følge med. Ét kan i alt fald siges fra starten: På intet punkt nøjes man med halve løsninger, man går radikalt til værks.

”Er der en måde, hvorpå vi fra kirken igen kan give udtryk for et uopløseligt materielt fællesskab og åndeligt fællesskab som centralt kendemærke for vor tro – d.v.s. vi fra kirken, der må blive ved at leve midt i det almindelige liv?” spørger George MacLeod. ”For øjeblikket kendetegnes vor fælles tro på Kristus ved vor ansvarsfølelse over for altergang, bibellæsning og bøn. Men så længe vort fællesskab hovedsagelig opfattes som værende med himlen, vor bibel hovedsageligt om den, og vore bønner rettet til den - så er det nok muligt, vor kirke vil virke tiltrækkende på stjernekiggere, men den vil ikke virke opildnende på de jordbundne.”

Fællesskab med Gud kan kun afbildes i materielle forhold. Det er en af grundsætningerne for hele Iona-kredsens arbejde. Og ved vendepunkter i kirkens historie finder man stærke udtryk for, at trosfællesskab også må have materielle udtryk. Ikke blot var jøderne velsagtens de første på jorden til at dyrke planøkonomi, men hos Johannes Døberen, hos Kristus, hos den første menighed efter Pinsedag finder vi konkrete formaninger til at holde fast ved et økonomisk fællesskab.

Og i dag er kirken atter i den situation, at verdens hovedproblem er et økonomisk, medens kirken intet har at sige netop der. Over for kommunismen kan vi aldrig hævde os ved at have den helt korrekte kritik af dens fejl, men kun ved udfra vort kendskab til, at mennesket er både åndeligt og materielt, at have noget at gøre for dets materielle sider. Det kan aldrig hjælpe os at blæse i trompeter, samle kristenhedens kræfter og missionere på kraft - hvis vi ikke starter med at overveje vort eget forhold til materielle værdier.

Med andre ord: Kirken må kaste sig ind i kampen for sandt fællesskab ved dristigt selv at realisere det, om så kun af så ringe omfang, at virkningen hovedsagelig er symbolsk.

Derfor skal man ikke vurdere det indbyrdes økonomiske fællesskab i Iona-kredsen efter dets omfang - men efter dets sigte.

Princippet er, at man giver 5 procent af sin overskuds-indtægt til en fælles kasse. Overskuds-indtægten udregnes af den skattepligtige indtægt med de normale fradrag, hvortil kommer fradrag af husleje. Ydelsen er frivillig, og en række medlemmer deltager ikke i den.

Fra denne fælles kasse gives støtte til bestemte formål efter indbyrdes forhandling. En håndværker, der døde af tuberkulose, fik en tidlang støtte på denne måde, og efter hans død får hans enke et fast beløb. Fjerntboende medlemmer kan få støtte til rejseomkostninger. Medlemmer, der arbejder i andre verdensdele, har fået hjælp til at sende deres børn hjem på ferie o.s.v. o.s.v.

Det vigtige er imidlertid ikke beløbet i sig selv - der for øvrigt helst skal suppleres med andre 5 procent betalt direkte til kirkeligt arbejde - men de drøftelser, der følger af denne aftale. Ikke blot kommer mennesker langt nærmere ind på livet af hinanden i det øjeblik, de skal diskutere deres pengesager, men det giver også en særlig fælles ansvarsfølelse at skulle disponere over fælles midler.

Disse planer har kun fungeret i få år, men for et par år siden skete en af de ting, der virker som små revolutioner i det så støt arbejdende Iona-samfund: Man begyndte at spørge sig selv, om det egentlig var rigtigt, at man således sad og disponerede over sin indtægt, uden at ens hustru var med i forhandlingen? Ganske vist er det efter sigende almindeligt i Skotland, at en hustru intet aner om sin mands indtægt, men alligevel ...

Så skete der noget i Edinburgh.

Familiefællesskab

En kreds på fire unge ægtepar besluttede at tage de første skridt til som familier at koordinere deres økonomi.

Herom fortæller Duncan:

- Vi var en gruppe, der kendte hinanden i forvejen. Vi var alle præstefamilier og var således i samme økonomiske situation.

Men vi var unægtelig noget nervøse, da vi mødtes første gang. Vi skulle blot gøre rede for, hvordan vi brugte vores penge, og det tog en masse tid. Hver af os begyndte med ordene: Ja, selvfølgelig laver vi en masse rod ... Særlig kvinderne var i begyndelsen slet ikke så sikre på, at disse spørgsmål var et almindeligt anliggende og ikke en privatsag, der højst kom Gud ved.

Men senere bragte de deres regnskaber, og vi kom da i gang med at diskutere indtægter, bankbeholdninger o.s.v. Vi følte, hvilken overordentlig stor barriere der begyndte at vige. Vi begyndte at kende hinanden på en helt anden og ny måde. Vi følte det kristne ansvar for hinanden. Og hvert lille spørgsmål viste sig at være så langt mere religiøst end de religiøse i sig selv: Hvordan spiser I? Hvordan køber I ind?

Der var her, hvor barriererne faldt, kun to ting at gøre for os: At bede sammen og at se på bibelen. En aften talte vi om begyndelsen af Apostlenes Gerninger. Det skete ikke som præster, men som ydmyge individer.

Og der begyndte vi at se den meget større sammenhæng og vor plads i den. Havde vi ret til at leve bedre end andre? Børnenes skolegang - havde vi ret til at sende dem i betalingsskoler? Må vi nyde det privilegium? Kan vi tillade os at tegne forsikringer udover, hvad andre har råd til?

Vi nåede til hele præstestillingens natur. Kirken kunne let give større løn, men på den anden side lever så mange mennesker på mindre. Hvor meget har andre i det hele taget at leve af?

Jeg tror, vi kom helt ind i tingenes kerne, til et nyt grundlag for hele vort syn på tingene. Tager man bare én synsvinkel af evangeliet alvorligt - så får man det hele ind ad døren.

Kernepunktet for os blev dette: Hvorvidt har hele vort syn på tingene haft rod i en forkert opfattelse af familien? Er der ikke en afsondring, der er ukristelig?

Hvad vil det sige at tænke på sin familie først? Er den ikke noget større? Betyder den noget for menigheden som sådan? Kan vi overhovedet have en Iona-kreds, der kun er et bundt præster?

Tanken om økonomisk fællesskab har spredt sig. Der er grupper af ungdomsledere, der er kvinder i Iona-kredsens støtteforening, der hver i deres by knytter dette fællesskab. Men det går bedst for dem, der bor nær hinanden. Og i øvrigt viser erfaringen, at det ofte er de kirkefremmede i kredsen, der er mest villige til at betale, medens de var mest uvillige, når man holdt bibelkreds.

Hvad kan vi gøre for menneskers krop?

Hjertet vrider sig i en, da to småpiger rask kommer ind i kirken. De er klædt i glade sommerfarver - men kan ikke se dem. De er født blinde begge to, søskende. Ingen læger kan finde årsagen til blindheden.

Nu kommer de til Jonas klosterkirke for at træffe den engelske kirkes helbreder Geoffrey Mowatt.

I et lille sidekapel knæler en flok mennesker, nogle af dem har bedt for pigerne i årevis. Efter stilfærdig bøn og påmindelse om Jesu lægegerning bliver de to ført frem foran, og den gamle Geoffrey Mowatt, selv blind, lægger sine hænder på deres hoved:

- Må den almægtige Gud fjerne alt, der skader dig på sjæl og legeme gennem den levende Kristus, der er os nær.

Man fyldes af den knugende følelse af en kraftfyldt atmosfære og samtidig fornemmelse af menneskets fortvivlende kamp mod naturen. Der sættes ind her, sejt, stærkt med et vældigt, åndeligt våben for at hjælpe mennesker i nød. Den, der tror på Kristi levende nærværelse, lægen dengang og nu, vil kunne ane, hvad her foregår.

Helbredelse gennem bøn er for Iona-kredsen en selvfølgelig del af interessen for politiske anliggender, hvor mærkeligt det end kan lyde. Heri ligger, at man ikke kan affeje sagen med den almindelige indvending: Sværmeri.

- Denne sag blev i virkeligheden påtvunget os, siger Ralph Morton, der er MacLeods højre hånd. Vi sad i samlingsstuen. Uden for vinduerne ligger det tågedækkede sund over til øen Mull. I denne stue slog kredsen først bo. I samme rum spiste og sov man. Særlig under silende regn var det en prøve på udholdenheden. Man kan næppe påstå, at der skabes religiøse sværmere under de forhold.

- Dengang vi havde slået os ned her, fortsætter Morton, begyndte der straks at komme anmodninger om forbøn. Det var, som om folk sagde til sig selv: Nu er der igen et fællesskab, der lever deroppe på den hellige ø.

Vi må ikke overse, at der er mange mennesker, der søger hjælp hos kirken, også i sygdom, og de bliver skuffede, hvis den ikke ved, hvordan den kan hjælpe.

Efterhånden blev det til, at vi har den særlige gudstjeneste onsdag, hvor vi beder for de syge, hvis navne er blevet sendt til os. Desuden ligger navnene fremme i sidekapellet hele ugen. Og i de sidste fem år har vi haft Geoffrey Mowatt her en uge hver sommer.

Initiativet breder sig nu i hele den skotske kirke. Der er flere kirker, som har ugentlig bøn for de syge - halvdelen af kredsens medlemmer her gennemfører det, nogle månedligt, men som regel som led i det almindelige menighedsliv.

Nu står vi overfor spørgsmålet om, hvor denne bøn for de syge har sin plads i kirkens liv. Det bør jo dog ikke være en særlig interesse for en særlig kreds.

Den må ses i forhold til hele evangeliet og til de politiske og sociale opgaver. Man må ikke isolere denne sag. Det er hele forholdet mellem sjæl og legeme, det gælder.

Naturligvis er der fare for falsk sensation. Det er det desperate behov for hjælp fra kirken, der gør det - ikke bare materiel hjælp, men også åndelig. Og folk er blevet hjulpet på en måde, de slet ikke havde ventet.

I Ny Testamente er håndspålæggelsen for øvrigt slet ikke nogen speciel evne, men blot en del af gerningen.

Det gælder mere end legemet

Senere fortæller Geoffrey Mowatt selv:

- Medicinerne er begyndt at indse, at dette har betydning. Den britiske lægeforening, der er meget konservativ, bad om at måtte møde mænd fra kirkens side, ikke for at kritisere, men for at samarbejde. Sekretæren for kirkens råd for helbredelse ved bøn er en sekretær fra lægeforeningen. Der er meget ofte et virkeligt samarbejde mellem præst og læge.

Det er vigtigt at betone helbredelsen af menneskers sind. Alt for mange ser det, som om vi bare helbreder legemet, men det er langt mere end det. Der er intet værre, end at man flokkes til et møde og bare venter helbredelse. Det er absurd. De må indse, at de må forstå Guds vilje og evangeliet. Vi må prædike, og så, som sindet fatter, kan legemet helbredes.

Der er brug for hjælp i disse materialistiske tider. Mennesker er uden smil, de vandrer på gaderne, bare holde ud, blive ved, altid med en frygt for, hvad meningen er.

Jeg føler ikke den ringeste tøven med at tage følgerne af, at der er en guddommelig kraft omkring os, og hvis de virkelig griber den - hvis de virkelig tror - så vil det hjælpe dem.

Det er ikke nogen speciel kraft, som kun enkelte kan give videre. Den udvikler sig, hvis den bruges, gennem vor sympati og længsel efter at hjælpe patienten. Det er kun et spørgsmål om en udvikling.

Iona-kredsen kan med rette henvise til, at arbejdet for helbredelse gennem bøn var en almindelig sag for kirken i de første tre århundreder, og at det selv i dag findes mange steder. Hertil kommer, at netop den nyere lægevidenskab begynder at forstå sammenhængen mellem sjæl og legeme, og at sygdom ofte begynder fra menneskets sjælelige side - desto mindre tilfredsstillende må jo rent fysiske behandlinger være. Og meget stærkt kan man understrege, at for så vidt er al helbredelse sjælelig, som lægerne kun kan tilvejebringe de fysiske betingelser for, at sjælelivet igen kan overtage fuld kontrol over legemet.

Er det så urimeligt at tro, at det netop er gennem de dybere og ubevidste lag i personligheden, Gud arbejder gennem bøn, og derved ændrer et menneskes modstandskraft overfor sygdom?

Det spørgsmål stiller den nærmest socialistiske og særdeles håndfaste Iona-kreds til både Dem og mig.

Fællesskab

En aften sad vi foran den glødende, elektriske kamin i Bills lejlighed. Hans kone var sendt til Iona til konference, og han var alene med sine småbørn hele ugen. Bill selv var en tætbygget, energisk type, fyldt af dynamik.

Den aften, medens regnen piskede på ruden og kaminvarmen samlede os, forstod jeg først rigtigt, hvad Iona-kredsen betyder. Gennem hele det flimrende billede af gudstjenester, politik og murerarbejde, alle disse spraglede sten i facaden af den kirke, kredsen bygger på, anede jeg pludselig årsagen til, at man får gennemført fornyelse på så uendelig mange helt forskellige punkter i kirkelivet.

Vi begyndte at tale om, hvad Iona-kredsen havde betydet for hver enkelt rent personligt.

- Jeg var præst i en lille by, fortalte Duncan. Jeg syntes ikke, det blev til noget, og så begyndte jeg at tale nede på gadehjørnet foran kroen. Jeg talte om husholdning, om politik o.s.v. Der var nogle, der ikke kunne lide det. Der var også nogle fra menigheden, som bare sagde: Du får dem aldrig i kirke!

Men de var som får uden hyrde. For dem var kirken en anden samfundsklasse, det var tragedien. Først kom de fulde og hørte på mig. Efterhånden var de andre også rundt omkring, men de lod omhyggeligt, som om de fortsatte deres samtale og lyttede kun med det ene øre.

Det blev til, at jeg også kom ned på fabrikken for at tale der. Det regnede med spørgsmål. En anden gang til diskussion med en stor politiker om ”Hvad har kristendommen at give til arbejderne”. En gang talte jeg hos anarkisterne - sjældent er jeg blevet så høfligt behandlet, og sjældent har jeg været til et så vel ledet møde.

Jeg prøvede at køre videre ad den vej. Jeg var ikke medlem af Iona-kredsen på det tidspunkt, selv om jeg flere gange var med på øen. Men i det lange løb kunne jeg ikke være uden den. Det ville være umuligt for mig at være uden den.

Jeg fik efterhånden så skræmmende et billede af livet, at jeg rendte som en hare for at søge ly i kredsen. Bare det at se en pige dø af tuberkulose på en plads, hvor jeg ikke ville have anbragt min Spaniel. Det må blive til politik.

Hvis du vidste, hvad det nu betyder for mig at vide, at hver tirsdag morgen så beder de andre for mig og mit arbejde!

Jeg forstod Duncans følelser. Jeg havde mødt dem samme dag, da vi besøgte David i hans minesogn.

Han var spinkel, lidt forfinet og omhyggelig i sin væremåde. Han var ikke af dem, der gjorde modige ting. Han ville ikke have gjort dem, om ikke Iona-kredsen havde været.

David måtte begynde med at klare forholdet til den anden kirke i denne lille flække, der var alt for lille til to kirker (plus frikirker). Dernæst måtte han finde sine sognebørn og meldte sig ind i arbejderpartiet. Straks var hans forhold til den borgerlige del af kirken i første omgang brudt. Så begyndte David at gå ned i mineskakten, hver anden uge eller en gang om måneden. Han mærkede mændenes tilfredshed ved at vide, at deres præst vidste, under hvilke forhold de arbejdede. David fortsatte med at få kirken pudset op. Han snedkererede ny alterskranke. Og tømrede en fornem prædikestol af egetræ fra to gamle, massive spiseborde. Kirken blev malet og pudset, fik gulvløbere og radiogrammofon. David havde den smukkeste kirke, jeg så i Skotland - og de havde dannet den selv. 250 havde han i kirke om søndagen - i et sogn af minearbejdere i en lille flække - hvor der var flere andre kirker. Men det havde taget ham nogle års slid.

Og David var ikke født til at gøre modige ting ...

Bills historie

Men hin aften foran kaminen fortalte Bill sin historie. Den blev trukket ud af ham, så jeg næsten fortrød, at han måtte åbne sig. Det var få, der havde fået den at høre.

- Jeg var vokset op i gammel bibeltroskab og i en kirke, der aldrig betød noget. Da jeg var 16 år, opdagede jeg, at jeg ikke havde tro, men oplevede så en regulær gammeldags omvendelse. Jeg mødte Iona-kredsen, men var kritisk overfor den. Kom så i studenterbevægelsen og opdagede, at mit kirkeforhold var helt fup. Kirken i dag er ofte en anstødssten for Guds virkelige kirke. Alle de snævre anstrengelser for at omvende mennesker - Gud er langt mere virkelig end det.

Under krigen blev jeg flyver. Jeg blev skudt ned en nat ude over Nordsøen. Jeg er en dårlig svømmer, og en faldskærm lå og trak op og ned i mig. Jeg fik krænget et hjul fra maskinen om brystet og hvilede på det. Det beroligede lidt.

Så begyndte jeg at svømme. Der var 15 kilometer til land, og jeg vidste, at der var landminer i stranden. Jeg så en maskine, der søgte efter mig. Den forsvandt igen. Blot det at se den komme - og forsvinde.

Jeg svømmede de 15 kilometer. Så kom der en flyver om morgenen og kastede en gummibåd, hvorpå maskinen ramte vandfladen og slog en koldbøtte. En fiskekutter så det og kom den til hjælp. En anden flyver kom og kastede svømmevest ned til mig med iltapparat. Da jeg ville åbne iltapparatet slog det mig ud, så jeg besvimede og gik ned. Kutteren trak vod efter mig med sit net og fik fat i mig. Jeg blev bragt til live med kunstigt åndedræt.

Siden blev jeg indflyver og styrtede 8 gange.

To år efter krigen fik jeg børnelammelse. Lægerne tilkaldte mine forældre og sagde, at jeg kun havde en halv time tilbage. Min mund var lam, mave, arme, alt.

Netop i det øjeblik, hvor jeg opgav alt - og vidste, at det var ligesom dengang ude i Nordsøen - da bad de for mig i kirken på Iona.

Seks uger efter var jeg rask nok til at forlade hospitalet.

Og Bill gestikulerer og traver op og ned i stuen, medens vi taler sammen. Ingen kan se på ham, at hans arme endnu ikke kan løftes over skulderhøjde ...

Hele sognets kirke

Præsterne fra Iona er ikke opblæste personligheder. De er iøjnefaldende, praktisk anlagte, måske lidt hårdhudede, men de er ikke skabt til at gøre mirakler - har vel ikke engang selv troet på dem. Og nu gør de mirakler. Fordi de står sammen.

Skotlands kirke forvandles ikke på et par år. Det er heller ikke den tanke, der optager dem mest. De har travlt nok med at tage det første skridt, som er forvandlingen af deres egen arbejdsmark.

Inde på fastlandet finder vi dem i sognearbejdets hesteslid, med samme problemer som vore, samme tvivl, men med mere håb.

Det første at gøre i et menighedsarbejde er at bryde den fasttømrede menigheds monopol på kirkelivet. Det er måske ikke direkte tilsigtet, men sker i hvert fald effektivt gennem de ”sogne-fremstød” (parish-missions), hvis mønster er en af Iona-kredsens vigtigste indsatser i kirkens daglige liv.

Lad os vende tilbage til David i hans mineby. Han samlede sit menighedsråd om den tanke at lave en kulegravning af sognet, han opmuntrede dem og gav dem opgaver (hvilket tit er den største opmuntring for en, der er skeptisk!).

Så fulgte resten efter en nøje gennemprøvet plan. Først foretog de en rundspørge til menighedens medlemmer om, hvem der ville hjælpe under det store fremstød med 1) rundspørge til alle beboere, 2) kontorarbejde, 3) salg af litteratur, 4) forbøn. Der var opgaver, som enhver kunne magte. Samtidig blev der indbudt til en ”troskabsuge” (Week of loyalty), hvor det ved nogle møder blev gjort menigheden klart, at den er et af Guds redskaber og måtte gå ind i de følgende ugers arbejde som tjenende og givende.

Derpå fulgte den store ”Mission of friendship”, hvor 972 husstande fik forelagt et spørgeskema, hvorpå de skulle oplyse, om de allerede hørte til menigheden, om de hørte til andre menigheder eller trossamfund og derfor frabad sig videre besøg, eller om de var uden forbindelse med kirkelivet. Dette sidste gjaldt 300, der ved et nyt besøg fik personlig indbydelse til en nærmere angivet uge at komme til frit samvær en aften, de selv kunne udpege. Indbydelsen blev efterkommet af 150, og af dem tegnede 54 sig som deltagere i et kursus nogen tid efter. Siden blev besøgene fortsat hos enhver, der flyttede til sognet.

I sin behandling af sognefremstødenes problemer understreger George MacLeod med meget fede typer, at formålet ikke er at få folk til at slutte sig til kirken. Det er et venskab, der bringes ud. Og overfor menigheden selv bør et sådant stykke arbejde netop vise, at det ikke bare er de fromme, der finder sig tilrette ved kirkegang, der tjener kirken. I et sognefremstød får mange af dem, der til daglig er tavse, en lejlighed til at vise, at også de gerne vil tjene, men i arbejde.

Lad os til sidst besøge George i hans nye præstegård på bakkerne bag havnebyen med alle skibsværfterne ved Glasgow.

Før sin udnævnelse til præst i byen arbejdede George selv en tid som arbejder på et af skibsværfterne. Han var fuldt ud accepteret af sit sjak, men den dag, hans udnævnelse til præst forelå, ændredes tonen på arbejdspladsen med ét. Så gik George.

Gennem sejt, dagligt arbejde har han bygget sit menighedsarbejde op. Menighedsrådets medlemmer er, med undtagelse af én, værftsarbejdere. 50 % af menighedens indskrevne medlemmer er under 30 år, 47 % er mænd. Men om arbejdet fortæller George ikke meget. Ustandselig drejer han samtalen ind på andre ting.

Det, der optager ham, er at få mennesker til at se kirken som en gruppe, der har forpligtelser, tager standpunkter og gælder noget i det almindelige liv. Han nævner, at de efter et menighedsmøde om de engelske problemer i Afrika sendte en resolution til byens rigsdagsmand.

Et af Georges problemer er den nye præstegård. Før boede han sammen med sin familie nede i byen, hvor de fleste slås med fugt og tuberkulose. Så byggede sognet en præstegård til ham, men hvordan få folk til at forstå, hvorfor han er flyttet op i den? Han taler om at begynde at holde åbent hus for fagforeningsfolk for ad den vej at gøre sit hjem til et centrum i byens debat.

Hans ønske er, om hvert medlem af menigheden kunne bygge en gruppe op om sig på sin arbejdsplads. Menighedsbladet er ganske lille, men virker som familie-avis. Og månedens eneste menighedsmøde slutter de med altergang ...

Videre frem

Opbruddets dag fra Iona nærmer sig. Der kunne fortælles og skildres, og man kan dog ikke tage andre helt med sig i oplevelsen. Der burde fortælles om ungdomsarbejdet, der med sit net af ungdomsgrupper ud over Skotland trækker unge til sommerens lejre på Iona - og inde på Mull, hvor en håndfuld gymnasiaster muttersalene lever i en fiskerlejr, hvor de selv laver mad og tilbringer dagene med at røgte net i havet. Der burde fortælles om vinterens forsøg i ungdomshuset inde i Glasgow. Der kunne fortælles om brydningerne i den skotske kirke - om dengang de ved afstemning vedtog, at Iona-kredsen ikke hørte til kirken - og to år efter måtte stemme om igen.

Den tunge klokkes langsomme slag toner ud over sundet, medens jeg sidder i biblioteket med udsigt over de saftige enge til den klippefyldte kyststribe og Mull derovre på den anden side af vandet. Søndagsstilheden breder sig, medens øens sognepræst forretter sin gudstjeneste i kirken.

Det er ejendommeligt, at Iona griber en så stærkt. Det var som at vende hjem, da jeg nu for anden gang så øen dukke op af regndisen. Hvorfor har Iona så stor betydning?

Man kunne tale om, hvorledes enhver ø har sin egen sindige, fængslende rytme, hvor aviser er en pestilens, og dagens eneste ophidsende begivenhed er damperens besøg.

Man kunne tale om kammeratskabet.

Om de få, men fængslende foredrag.

Eller om gudstjenesterne, der som støttepæle af et næsten alt for solidt fundament bærer dagene.

Der er ikke andet for end at overgive sig til den kendsgerning, at Iona er den gamle, hellige ø, der fra ældgammel tid har samlet menneskers tanker om sig. Derfor er alt ved den både fjernt og nærværende. Det er få steder, man kunne rejse tolv timer ud i ødet og dog stadig føle sig i begivenhedernes centrum.

Her er intet forsøg på at bringe livet på en simpel formel, velsagtens fordi den ikke findes. Her er skuffelser og glæder i samme forhold som overalt. Men her er en flok mennesker, der mødes med levende hverdagsliv i deres hænder for at bære det frem for Gud - og vente og arbejde.

Vi må skabe en ny kirke

Netop som kirken synes mest størknet, er den kommet i smelteovn igen. Medens vi alle er tilbøjelige til at stirre stift på dem, der med store ord og fagter vil synes kloge og mægtige, er der i baggrunden ved at ske noget, der kan komme til helt at vælte den opfattelse af kirken, som vi og vore forfædre siden oldkirken har levet med.

Aposteltanken genopstår. Mænd bryder op for at begynde forfra. Udsendinge for Kristus.

I hjertet af Edinburghs gamle bydel, klemt inde mellem de stejle gaders snævre bygninger, ligger reformatoren John Knox' hus. Her har den skotske kirkes kunstcenter til huse. Dets udstillingssal er lavloftet og har kun små vinduer, men lysstofrørenes klare lys gør den så egnet som noget fornemt palæ. Der er netop åbnet en ny udstilling - malerier på væggene, skulpturer og smykker i montrer. Rundt om er spredt grønne småborde med stole i parisisk stil. På talerstolen står et stilfærdigt keltisk kors. Med den nuværende ophængning af billeder har man villet sætte ind over for det problem, at de skolelærere, der underviser i tegning, alt for sjældent selv griber til penselen for at opleve kunsten indefra. Kunstcentret prøver her at kalde dem frem fra deres buske for at få dem i gang.

Leder af arbejdet er James Chisholm, en lys og frejdig ung præst, selv maler. Hjemme i hans stue hober hans dystre, men intenst levende billeder sig op under jagt på ting, der er egnet til en udstilling. Der er eventyrpræg over hans billeder - byens krogede gade med gamle huse, bjergene med den øde landevej.

Hvis man forsøger at stemple James Chisholm som teoretiker og eventyrer - hvilket ikke ligger så fjernt, når man kommer lige fra Jonas massive virkelighed - protesterer han.

- Jeg er selv arbejder. Jeg har set far komme hjem med huden slidt i laser på sin ryg. Han var havnearbejder. Som skoledreng har jeg været på arbejde kl. 5 morgen, før jeg gik i skole. Siden slæbte jeg selv varer på min ryg i en af Edinburghs stejleste gader. Så kom jeg i butik, og ved at arbejde med vinduesdekorationerne fik jeg lyst til selv at male.

Da vi begyndte kunstcentret, var det i forbindelse med en Edinburgh festival. Vi var en håndfuld unge mennesker, der arrangerede en udstilling, som vi kaldte ”The changing world”. Siden fulgte en udstilling af glasmosaik, hvor vi ville hente det gode, ægte håndværksarbejde i forgrunden og protestere mod de fabrikslavede vinduer. Det lykkedes virkelig at få menighedsrådene til at se forskellen.

Vi fortsatte med at samle kunstnere, helst dem, der ikke var autoriserede og berømte. Vi satte udstillinger op af deres billeder og arrangerede de bedste og mest aktuelle foredrag, så aviserne begyndte at skrive om os. Der læste kunstnerne om det, og så blev vi forum for deres debat. De begyndte at komme her.

Nu er her sammenkomster de fleste af ugens aftener. Musik om mandagen, foredrag tirsdag, borger-kunstforening om onsdagen, udøvende kunstnere om torsdagen og ganske unge om fredagen.

Arbejdet skal bringe os tilbage til visse fundamentale principper. Vi må først hæve os over og bag den kirkelige skildring af livet. Gud skabte himmel og jord og mennesket i Hans plan. Vi må se mennesket som skabt person, som del af Guds skabelse, med muligheder i hånd og hjerte. Vi går rundt med en forkert forståelse af synd: Synd er spændingen mellem Guds skabelse og menneskets skabende kraft, og hvad det gør med den. Mennesket fornægter jo sin egen person og oprindelse. Derfor må vi til igen at se alle mennesker som et hele og til at arbejde for alles bedste.

For eksempel vil vi her spørge arkitekten: I bygger ikke på noget abstrakt, frit svævende. I bygger for mennesker - eller hvad mener du? Tror du på det hellige i mennesket?

Der er mange arkitekter, der egentlig har et rigtigt syn, som vender sig til kommunismen. Jeg kender i hvert fald fire, der gør det, fordi de ikke kan løsrive sig fra menneskets situation.

Jeg må til dem og andre stille spørgsmålet: Hvad er personligheden? Den sociale realisme er kun interesseret i samfundet. Den kristne realisme interesserer sig for personen. Vi skal skelne mellem person og individ.

Får vi folk til at komme i kirke, spørger du.

Mange af dem, der kommer her, har fundet en ny forståelse af kirke og kristendom. Men ingen af dem kan undgå at føle et svælg til sognekirken, hvis de går derhen. Jeg må ret naturligt ønske, at folk vil komme til kirke, til fællesskabet af Kristus-troende. Men kirken trænger som menneskelig organisme til reform. Her er et dilemma.

Vi må skabe en ny kirke. Enhver organisme må dø for at leve igen. Den nye må vokse ud af den gamle. Et symbol på denne vækst var det for mig, da processionen ved en festival-gudstjeneste kom op gennem kirken: Midt i rækkerne gik en flok kunstnere og kunsthåndværkere.

Vores kunstcenter her er kirke.

Her er intet socialt skel. Vi taler ikke om arbejder eller industrimand, men om hans personlighed. På Iona er man tilbøjelige til at gøre spørgsmålet om arbejderen til noget dramatisk. Den samme fare kunne true kunstneren: At hans kunst bliver noget specielt og spændende. Men også videnskabsmanden er faktisk en kunstner. Arbejderen er det. Jeg kan ikke se en mor opdrage sit barn uden at føle det samme om hende.

Altså er kunstneren ikke noget særligt menneske, men hvert menneske er en særlig kunstner.

Vor krise er ikke politisk eller økonomisk. Det er kun de ydre organismer for samfundet. Krisen er kulturel og åndelig.

Derfor skal vi til arbejderen sige: Du er et menneske, ikke en industriel enhed eller et hjul i et maskineri. Du ændrer ikke industriens situation, hvis du ikke indfører en ny kaldsfølelse.

Men så må vi finde en ny bevægelse for kirken, så det overhovedet bliver muligt for den at sige dette til de folk, der er arbejdere, hvor de så står.

Ude blandt mennesker

Over for arbejderne tager hele denne sag meget håndgribelige udtryk, fordi de udgør et miljø, der tænker håndgribeligt.

Da jeg en dag talte med Ian, der for øvrigt tilhører Iona-kredsen, begyndte han at fortælle om de år, han havde tilbragt på fabrik, efter at han havde studeret teologi:

- Vi kan ikke lave et særligt sprog at tiltale dem i - man må være identisk med deres situation. Og det bliver man ikke uden at leve med i den verden. Man får ikke fællesskab, hvis man ikke arbejder sammen med dem. Og på den anden side skal de ånde samme luft, når de kommer ind i kirken. Møder de der noget kunstigt, er den adskilt fra deres dagligliv. Derfor må de naturlige gaver, folk har, og den ægte energi, som de vil give udtryk, finde disse udtryk i kirken. De må finde deres eget udtryk som en del af kristen lydighed - ikke som noget, der er imod den eller bare en tilføjelse til den. Vi må kunne sige: Dyrk din ånd og dit liv, dit hele selv.

For at møde arbejderverdenen på denne måde og bære med på dens problemer, tog katolske præster i Frankrig arbejde i fabrikkerne og fandt deres bolig i arbejdernes slumkvarterer. De gjorde en indsats i sociologi og nationaløkonomi for at ændre samfundets struktur, de har taget deres tørn i fagforeninger og i strejkebevægelser - til sidst så meget, at Rom blev betænkelig. Historien om deres arbejde er spændende som nogen roman, og i dag sidder der rundt i Europa præster, der har taget fat på samme måde ved at gøre deres liv til ét med arbejderverdenens. Deres sigte udtrykkes af en af dem således: Vi skal ikke se verden som en fiskedam, hvor vi trækker mennesker op af vandet. Vi skal ud og forvandle vandet, de svømmer i.

Gennem en sådan naturlig og oprigtig solidaritet vil man bringe arbejderne til at forstå deres guddommelige oprindelse og skæbne.

Vender vi blikket til sognet, må også det blive kristent udtryk for et naturligt fællesskab, der allerede eksisterer i bykvarterer, i foreningsliv, i arbejdsfællesskab. Et fællesskab som det, der skal løfte samfundslivet, opnår man ikke ved en pludselig vedtagelse, men det må åbenbares som udtryk for et fælles liv. Vi skal ikke skabe nye sammenslutninger, men gennemtrænge det naturlige arbejds-, fritids- og boligfællesskab og bringe vort vidnesbyrd der ganske enkelt gennem et ægte kristent liv. Og først og fremmest må præsten blive en levende del af dette menneskelige fællesskab for at kunne blive en åndelig vejleder for det.

Sådan tænker fabrikspræsten. Og straks ser han sig overfor det faktum, at præsten ikke står som denne naturlige vejleder for samfundet, fordi han er uddannet bort fra det. Han er blevet akademiker, en der kommer udefra, en, der nok kan være venlig mod folk, men ikke er en af folket. Abbé Michonneau, der i Paris har omsat fabrikspræstens tankegang på et helt sognearbejde, siger: Alle vore ord findes i ordbogen, men bare ikke i deres ordbog. Følgelig forbinder de med disse ord ujordiske, uvirkelige ting - og det er det, som gør fortræd. Fordi disse salmer ikke lyder sandt, fordi de ikke kan nære disse følelser, fordi de udtrykker ting, der er ganske fremmede for livet, bliver konklusionen alt for ofte, at den religion, der bruger dem, også må være usand, ufølt - fremmed.

I Sheffield finder vi Ted Wickham, lille, ivrig, med en sort hårlok ned i panden. Han er ikke mere arbejder selv, men færdes til stadighed i stålværkerne og snakker med arbejderne i de lange pauser, medens stålet smeltes i ovnene.

- Hvad snakkede I om i dag?

- Korea.

- Er der noget kristeligt i det?

- Jo, ser du, snakker vi Korea, kommer vi også til at snakke kommunisme, og snakker vi kommunisme, undgår jeg da ikke at sige noget om kristendom.

Hjemme fandt jeg Ted Wickham begravet i en bog om nationaløkonomi, der netop var udkommet. Det var ikke af pligtfølelse, han læste den, men fordi dens emne var en del af arbejderens verden og dermed også af Teds.

Hans store spørgsmål er dette: Hvorledes kan der i det engelske industrisamfund skabes en lederstilling eller en præstegerning, der er ”indfødt” hos arbejderne, og som på sin side kan sætte kristne grupper i gang i de sociale omgivelser, der har været utilgængelige med kirkens sædvanlige arbejdsform?

De mænd, der skal ud og bære med i det naturlige fællesskab, må udrustes til det uden at blive fjernet fra deres naturlige omgivelser. Det er klart, at deres uddannelse bliver mindre akademisk, mindre formfuldendt, men desto mere eksistentiel.

Hvordan kan kirken vokse frem af egen kraft, der hvor der ingen kirke er?

Det er Ted Wickhams problem.

Kirkemilieu eller milieukirke

Iona viser hen til fællesskabet. Fabrikspræsterne tager det i sin fulde konsekvens. Kunstcentret peger udover det bestemte milieu til noget fælles menneskeligt. Men sigte og arbejdssyn er det samme, selv om dets udformning overfor forskellige milieuer må blive forskelligt.

Man har indset, at det kvæler evangeliets betydning iblandt mennesker, at det er kommet i hænderne på et bestemt kirkemilieu med bestemte vaner og skikke.

Som protest herimod opstår milieukirken, ikke for på langt sigt at splitte kirken, men for at betone menneskers ret til at forme deres kirkes liv sammen til en enhed med deres daglige liv.

Overgangen er nødvendig. Den udvikling, der er almindelig i dag, fører sikkert og konsekvent til en endnu stærkere afgrænsning af kirkemilieuet, der en dag kan betragte sig selv som retfærdiggjort sekt, men i så fald har glemt at være levende kirke. For at brække os løs fra denne gang i søvne kan det være nødvendigt, at vi går mere direkte på hovedet i vor omverdens problemer, end behageligt er.

Hvor vi hver på sin plads tager opgaver op i politik, nationaløkonomi, socialforsorg, skolevæsen, kunst, videnskab vil det sagligt rigtige som regel være identisk med det kristeligt rigtige. Men på ét punkt har vi en væsentlig tilføjelse at gøre: Disse områder af samfundslivet er aldrig nok i sig selv, men lever helt og holdent af, om de tjener mennesket. Det er aldrig sager, vi har med at gøre, der skal passes ind som brikker i lovgivningens hyggelige puslespil. Det er altid mennesker som vi selv, hvis skæbne vi behandler.

Scene: Københavns Rådhus.

Tid: Otte år efter Hitlers nederlag.

En række mennesker, overvejende ældre, pensionerede venter i borgmesterens forkontor. En ældre dame nærmer sig efter lang tids venten til rådhusbetjenten ved hans skrivebord. Han læser Nationaltidendes bagside. Hun drister sig til at rette et ængsteligt og forsigtigt spørgsmål til ham. Magthaveren svarer med et kort grynt og løfter ikke sin næse én centimeter fra sin læsning. Man venter videre. Hun var kun en sag - og en betjent kan ofte være større end en borgmester.

Kan kirken sige sig fri for den mentalitet? De fleste steder. Men endnu er offentlighedens billede af kirken dog mest præget af de store dommere, der i bladenes spalter placerer deres medmennesker nådigt alt eftersom den pågældendes dogmatik kræver det. Endnu forbandes mennesker, fra én side, fordi de er for ugudelige, og fra en anden side, fordi de er for fromme.

Når meget er gået skævt for kirken i efterkrigsårene trods den vågnende sociale forståelse, skyldes det, at så at sige alt dens arbejde med samfundslivets spørgsmål har været behæftet med bagtanken om at vinde noget for kirken. Men kun hvis vi føler os frigjort til at stå som redskaber, kan vi vente, at båndene bliver knyttet igen mellem kristendom og hverdagsliv.

Vi skal ikke danne nye båse, der kan leve af at pointere deres modsætning til alle andre. Vi kan kun bygge kirke ved at gå ind under vores solidaritet med mennesker, for på det vilkår at bringe jord og himmel nær til hinanden igen, så verden forstår, at den hører ind under Guds skabelse, så menneske ikke kan herske over menneske.

Vi er med ved verdens skabelse

Hele vor bestræbelse må sigte på at genskabe kirken som et fællesskab af mennesker, der ved sig sendt ud. Ikke som et fællesskab, der inden for sine egne vægge vil skabe Guds rige på jorden, men mennesker, der er sendt ud for at skabe det i hverdagens omgivelser.

Det er nødvendigt, at tanken om det almindelige præstedømme atter bliver levende for os, så vi forstår, at skellet mellem læg og lærd kun er skabt af menneskelig beundring for klogskaben, og at det kristelig set er en illusion. Præsten er ansat til en særlig opgave og har dertil fået menighedens velsignelse. Denne velsignelse, ordinationen, burde tillige finde en form, der kan anvendes over for enhver, der kunne ønske den som påmindelse om sit ansvar ude i livet. Udsendelsesgudstjenesten på Iona betoner det, ligesom nadverens møde mellem himmel og jord og velsignelsens forjættelse i kirken netop burde stå som en udsendelse til dagens gerning. Udsendelsen markerer, at gudstjeneste og fromhed ikke er kirkelige specialiteter, men udelukkende får deres betydning og liv i den målestok, hvori de sigter udad.

Forsøgene på at skabe kirken ny kan ikke trives uden fornyet tro på Guds skabelse. Det er ikke her opgaven at give en teologisk redegørelse, men lad os bare med Iona-kredsens udtryk vende os til troen på inkarnationen: At Gud lader sit ord blive kød her i vor verden, at Gud skaber her og nu, som han gjorde med jødefolket, der blev ført ud af Ægypten, med Jesus af Nazareth, med apostlene og kirken siden hen. Kirken har til alle tider været mest levende der, hvor dens ord blev til konkret handling.

Heri ligger den dybe og uforanderlige modsætning mellem kristendom og kommunisme: Kommunismens skabelse af en ny verden finder alene sit holdepunkt i troen på menneskets kræfter. Hvor de svigter, vakler kommunismens tro. Derfor må ingen svagheder afsløres. Derfor må de uvillige sættes til side: Koncentrationslejrene er ikke straffeanstalter, men skraldespande for samfundet. Fordi man kun har menneskets kræfter at stole på. Og sådan vil det gå overalt, hvor mennesket ringeagtes.

Det er ikke ideer, men mennesker, vi arbejder for. Og for virkelig at forstå menneskets væsen og have tålmodighed med det, behøver vi troen på, at Gud, skaberen, fortsætter sin virken, også hvor vore kræfter ikke slår til.

Vi må se frem til en kirke, der alene lever i, hvad den foretager sig, der er hvor som helst, ikke som et heroisk forbillede sat i positur, men som en surdej, der med former eller uden former virker til, at samfundslivet kan blive bevidst om Guds arbejde i det og med det.

Epilog

Byens pulsslag er døet hen. I højhusenes fangeceller går lysene ud, trætte, tøvende. En motorcykel forsøger at vælte gadens facader med larm, men det lykkes ikke. Træthed er noget massivt, noget kvælende. Og byen har opgivet at få noget ud også af den dag, der nu gik. Søvnen er rastløs.

Kan vi sprænge de facader? Kan vi vise mennesker, at selve facaderne og hårdheden er en illusion?

Kan vi vise dem, at disse fire vægge, loft og gulv ikke er deres verden? Til den hører også gade, arbejdsplads, hører skov og strand, ja hører et helt univers.

Og at dette univers strækker sig igennem deres stues vægge og omgiver dem med liv, der er rigt nok til, at alle kunne øse af det.

Hver nat kæmpes der. Rastløst og resultatløst. Dæmonisk og knugende. Om dagen skjuler vi kampen i larm.

Vi må kæmpe for, at verden må åbne sig.

-